Vincente Calderón Stadion

Madrid

“Selv Real Madrids fans må indrømme, at intet til dato har kunne måle sig med stemningen før en kamp på Atlético Madrids gamle stadion Vincente Calderón.”

madrid-vincente

Club Atlético Madrid har nu hjemmebane på stadion Wanda Metropolitano, men klubbens gamle stadion Vincente Calderón er et af de mest autentiske steder i Madrid. Langs floden Río Manzanares, i området Madrid Río nær Toledobroen, ligger det gamle smukke stadion. Forestil dig et propfyldt stadion i disse rammer. Stemningen før en kamp var ubeskrivelig.

Selv Real Madrids fans må indrømme, at intet til dato har kunne måle sig med stemningen før en kamp på Atlético Madrids gamle stadion Vincente Calderón. Forstå mig ret, Real Madrids museum er, så vidt jeg ved, det mest besøgte museum i Spanien. Mere besøgt end Prado Museet. Det er der ikke noget at sige til, for Real Madrid er en klub med mange penge og med et stort internationalt publikum. Jeg siger bare, at hvis du vil opleve ægte lokal fodboldstemning, så skal du tage ind og se Atlético Madrid, der nu, som sagt, har hjemmebane på Wanda Metropolitano.

Mit yndlingssted i byen er altså det gamle stadion, men jeg kan også rigtig godt lide den her plads, som hedder Plaza de Cascorro, og især søndagsmarkedet, El Rastro. Stemningen på El Rastro kan sammenlignes lidt med stemningen på et fyldt hjemmebanestadion. At tage på El Rastro er en anden måde at opleve det autentiske Madrid på.

studietur

Hvis jeg må nævne flere steder, som jeg godt kan lidt og ofte besøger, så er det byens kulturcentre. Nær det gamle stadion ligger Matadero, som er et stort kulturcenter med blandt andet auditorium, læsesal, koncertsal og biograf. Der opsættes kunstudstillinger og afholdes løbende forskellige medie-, design- og kunstværksteder. Der findes mange kulturcentre rundt omkring i Madrid. Centret Tabacalera, som ligger i kvarteret Lavapies, tilbyder en masse fede og gratis aktiviteter. Tabacalera var i øvrigt oprindeligt en tobaksfabrik, hvilket man let kan forestille sig, når man ser stedet. Tæt på Pradomuseet ligger La Invisible, som også tit har en masse spændende og gratis aktiviteter på programmet.

Jeg bliver nødt til også at nævne La Casa Encendida, hvor jeg engang deltog i en aktivitet, som handlede om at kramme træer. Det var en kvindelig ingeniør, som gav os en fantastisk gennemgang af området ud fra et natur- og miljøaspekt. Herefter skulle vi kramme træerne for at opfange deres energi. Det var virkelig en sjov eftermiddag. Så altså, Matadero, Tabacalera, La Invisible og La Casa Encendida er alle kulturcentre, som tilbyder en masse gratis aktiviteter. Aktiviteter er ofte lidt alternative og derfor ekstra spændende at kaste sig ud i. Det er klart, at der også arrangeres en masse politiske aktiviteter i kulturcentrene, og der er for tiden flere feministiske bevægelser som er ret aktive. Det er fedt.

madrid-Vincente-Calderon-StadionDer findes en masse subkulturer i Madrid, og det behøver man ikke at besøge en af kulturcentrene for at blive mindet om. Man skal bare tage et kig rundt i gadebilledet, hvor både kirker, moskeer, templer og synagoger tårner op. Religion er et godt eksempel på Madrids diversitet. Katolicismen er stadig den største religion i Spanien, men jeg tror at antallet af praktiserende katolikker er kraftigt faldende.

Jeg vil påstå, at der i Madrid i dag er stor religiøs diversitet, da der er mange forskellige religiøse fællesskaber rundt omkring i hele byen. Jeg ved, at der for eksempel er en stor russisk-ortodoks kirke i den nordlige del af byen, og at der i Malasaña er et buddhistisk tempel. I Lavapies er der mange forskellige muslimske fællesskaber og derfor en del moskéer. Spaniens største moské ligger faktisk i Madrid. Den hedder Mezquita de M-30. Jeg overværede engang en fredagsbøn der, og moskéen var propfyldt.

Fodbold, politik og religion var førhen tre emner som virkelig splittede vandene. Det var så sprængfarlige emner, at man helst bare undgik dem, men i dag er det heldigvis anderledes, og de fleste ‘almindelige mennesker’ vil gerne snakke om fodbold, politik og religion. Heldigvis.