El Pimpi

Malaga

“Vintøndernes sal er bodegaens hjerte. Salen er fyldt med sorte vintønder, som er signeret af de mange berømtheder, der har besøgt bodegaen.”

Jeg er sikker på, at de fleste lokale vil give mig ret I, at El Pimpi er et af de mest symbolske steder i hele byen. Navnet Pimpi [fæhoved] refererer til byens første guider. Det var unge mennesker, som stod klar på havnen, når bådene lagde til, og som gav Malagas nyankomne gæster en hjælpende hånd med at finde rundt i byen. Det er derfor vigtigt at understrege at fæhoved slet ikke er en negativ betegnelse. Det er modsat en reference til en meget kærkommen karakter ifølge vores lokale tradition.

Stedet her består af fire sale, som er dekoreret forskelligt og har hver deres charme. Vintøndernes sal er bodegaens hjerte. Salen er fyldt med sorte vintønder, som er signeret af de mange berømtheder, der har besøgt bodegaen op gennem tiden.

El Pimpi blev grundlagt i 1971, så det er efterhånden blevet til en imponerende samling af autografer og kærlige hilsner. I min optik er Antonio Banderas signatur den fedeste, men hvis du går på opdagelse, vil du også finde hilsner fra en masse spanske sportsstjerner og berømte musikere, kunstnere og politikere.

Udover at kunne præsentere et fornemt vinkort har vi også et stort gastronomisk udvalg. Vi får især mange komplimenter for vores skaldyr og fiskeretter. Vi har spisende gæster morgen, middag og aften, men vi er faktisk meget mere end en bodega og café. Vi er et mødested. Folk kontakter os for at afholde konferencer, kulturelle events og politiske debatter. Vi sørger også for en masse god livemusik og danse performance, vores flamenco-shows er efterhånden blevet ret populære.

Bodegaen ligger ved siden af Picasso-museet, lige midt i det historiske kvarter, så fra terrassen og fra balkonerne kan man se det Romerske Teater og Alcazaba. Hvad kan jeg sige mere end, at jeg har Spaniens bedste job.