El Barrio de las Letras

Madrid

“Jeg tager hatten af for det smarte påfund med citater i fliserne. Det varmer mit gamle litteraturhjerte at se de glemte mesterværker få liv igen.”

El-Barrio-de-las-Letras-Madrid-

Det her område er det mest tiltalende i hele Madrid. Uden tvivl. Området bliver kaldt Det Litterære Kvarter, oprindeligt fordi flere af de helt store spanske forfattere boede og færdes i disse gader. Cervantes, som skrev mesterværket Don Quijote, og Lope de Vega, som også var en international anerkendt forfatter, har begge boet her. Går du på opdagelse i kvarteret, støder du hurtigt på gaderne Calle de Cervantes og Calle de Lope de Vega. Måske du endda kan genkende flere af gadenavnene, for de fleste af gaderne er opkaldt efter store spanske forfattere.

Du finder selvfølgelig også en statue af både Cervantes og Lope de Vega, men den største hyldest til forfatterne finder du ikke ved at kigge op, men derimod ved at kigge ned. Bevæger du dig ned af Calle de las Huertas, vil du støde på adskillige citater nedskrevet i fliserne. Gaden går helt ned til Paseo del Prado og Pradomuseet, så der er nok citater at tage fat på.

Det her er en gågade, så du kan roligt tage dig god tid til at læse citaterne og lade tankerne vandre. Jeg sidder tit og observerer de folk, som går forbi, og jeg kan love dig for, at folk stopper op og læser citaterne. Jeg tager hatten af for det smarte påfund med citater i fliserne. Det varmer mit gamle litteraturhjerte at se de glemte mesterværker få liv igen. På husfacaderne nær hvert citat kan man i øvrigt finde en kort tekst om den givne forfatter. Det er der ikke så mange der ved, men i min optik er citaternes budskaber nu også det vigtigste at få formidlet ud til folket.

El-Barrio-de-las-Letras-Madrid-2

Jeg kommer her for at sælge brugte bøger hver søndag, og det har jeg gjort i mange år. Jeg kan godt lide stemningen og den ro, der hviler over området. Forstå mig ret, der er liv i gaderne, men tempoet er ikke forhastet. Der bliver ofte spillet jazz i gaderne, ligesom nu, og det er også med til at skabe den her særlige stemning, som jeg ikke helt føler, at jeg har kunne beskrive godt nok. – Men gå nu lidt rundt i kvarteret, så er jeg sikker på, at du forstår, hvorfor jeg vælger at tilbringe mine søndage i lige præcis dette kvarter og på denne gade.

Det litterære kvarter er en del af den gamle bydel, Madrid de los Austrias. Den gamle bydel går herfra og helt hen til Det Kongelige Palads, som også er et besøg værd. Det Kongelige Palads er yderst interessant rent arkitektonisk og den tilhørende park, Jardines de Sabatini, er et meget flot område.