Det Kulinariske Malaga

Malaga

“Churros med varm chokolade er den bedste eftermiddagssnack en vinterdag. De skal selvfølgelig nydes hos Casa Aranda.”

Det første jeg lige kommer i tanke om er Calle Larios, som er lige her bag ved mig. Det er byens kommercielle gade, som har virkelig meget at byde på. Det er et rigtig fint sted at gå rundt, og specielt de små sidegader har en helt unik charme.

Calle Larios har også et væld af fantastiske isbutikker. Jeg synes personligt, at Casa Mira’s kokosis er byens bedste. Casa Mira er lige midt i turist-centrum, men det er mindst lige så populært blandt de lokale. Det er man ikke et øjeblik i tvivl om, når man besøger stedet – men det stopper ikke her. Malaga har virkelig meget at byde på, når det kommer til fantastiske kulinariske oplevelser. Lad mig tage dig med rundt til mine yndlingsspisesteder i byen, som har alt lige fra den salte til den søde tand.

Nu hvor jeg allerede har nævnt den bedste isbutik, så lad os blive i det søde køkken. Churros. Det bliver ikke mere spansk end det. Churros med varm chokolade er den bedste eftermiddagssnack en vinterdag. De skal selvfølgelig nydes hos Casa Aranda, som blot er et stenkast fra Calle Larios. Er du mere i humør til kage og chokolade, så er det Pastelería Pathelin, som du skal besøge. Det er selvfølgelig lidt dyrere, men kvaliteten er i højsæde.

Lige ved siden af Pastelería Pathelin er der et stort madmarked, Mercado de Atarazanas. Her kan du købe friske råvarer som grøntsager, frugt, nødder, kød, fisk og skaldyr. Særligt mandler, mango, fisk og skaldyr er enestående for regionen, hvis du spørger mig. Ud over friske råvarer, har markedet også en række små cafeer, der serverer lækre tapas, som er ideelt til frokost.

I samme område, lige skråt overfor markedet, serverer Bar Los Pueblos traditionel lokal mad til en virkelig god pris. Du kan få dagens menu for under 10 euro, og det inkluderer typisk to retter og noget at drikke. Stemningen er lokal, og det autentiske Malaga er bestemt at mærke i restauranten. De byder også på Malaga Dulce, som er sød vin, der er kendt for området. Og den søde vin skal gerne være lavet på Moscatel druer, som er nogle af de bedste.

Til sidst vil jeg lige nævne El Pimpi, som er en bodega og restaurant der er symbolsk for Malaga. En lang række kendte personer har besøgt stedet, hvilket kommer tydeligt til udtryk, når man træder ind. Det er et sted, man bliver nødt til at besøge, når man er i Malaga. Ellers finder du også rigtig gode tapasbarer i området bag Malagas Katedral, hvis ikke man kan vente på et bord hos El Pimpi.