Cataloniens Nationaldag

Barcelona

“Stemningen idet uret slog 17.14 var ubeskrivelig. Jubelråbene bevægede sig i en bølge hele vejen ned af Avenida Diagonal. Det var en fest.”

I dag, den 11. september, er det La Diada – Cataloniens nationaldag. Det er en dag med masser af fest i gaderne og nu også et symbol på ønsket om Cataloniens selvstændighed. Det er en helt unik dag at gå på gaden i Barcelona. Gaderne er fyldte med det catalanske flag, som hænger ud fra altaner og vinduer på samtlige bygninger – ja selv fra La Sagrada Familia.

Du ser et utal af små boder, som sælger den symbolske gule sløjfe, flag, tøj med cataloniens farver etc. Langs hele gaden Avenida Diagonal er al trafik stoppet, og gaden er proppet med mennesker i gule og røde farver og den koralrøde t-shirt. Denne t-shirt er helt speciel for i år [2018], da farven repræsenterer de strips, som forseglede valgurnerne fra sidste års referendum.

Mærkede du det? Kuldegysningen, lige mellem stilheden og den første stille summen, der hurtigt bevægede sig tættere på i en bølge af høje jubelråb samtidig med, at alle løfter og vifter begejstret med flagene. Stemningen idet uret slog 17.14 var ubeskrivelig. Jubelråbene bevægede sig i en bølge hele vejen ned af Avenida Diagonal. Det var en fest fyldt med glæde og stolthed over at være catalaner.

Det var selvfølgelig lige præcis kl 17.14, at jubelråbene brød ud, da vi hylder og mindes den 11. september 1714, hvor Catalonien tabte til Castilien under krigen om den spanske arvefølge. Efter nederlaget blev Catalonien frataget deres selvstyre og den catalanske kultur blev slemt undertrykt det næste halvandet århundrede. Det lyder måske underligt, at vi fejrer et nederlag, men det var en skelsættende dato, som vi aldrig må glemme, og derfor er det blevet vores festdag.