Camp Nou

Barcelona

“Jeg har overværet øjeblikke, som går over i historien. Jeg har set Puyol, Xavi, Messi og Alves. Desværre er det spanske fodboldforbund ved at ødelægge La Liga.”

Det er klart, at fodbold er min største passion, nu hvor jeg er født og opvokset i Barcelona. Jeg er så heldig, at min onkel har sæsonkort til FC Barcelonas hjemmekampe, så når han ikke selv tager afsted, så får jeg tilbudt at låne hans sæsonkort.

Jeg var fire år, da min far tog mig med på stadion for første gang. Det var til en superclásico i 98’, og jeg har været på Camp Nou årligt lige siden. Jeg har overværet øjeblikke, som går over i historien. Jeg har set Puyol, Xavi, Messi og Alves. Desværre er det spanske fodboldforbund ved at ødelægge La Liga, fordi billetpriserne til stadion er absurd høje. I Tyskland koster en god pladsbillet til et vigtigt opgør i Bundesligaen omkring 30-50 euros, mens jeg herhjemme ser folk betale over tusind euros for at komme ind og opleve en superclásico. Det er jo sindsygt, og virkelig en tendens, som jeg tager dyb afstand fra.

Det kan da ikke være rigtigt, at det kun er turister og rige spaniere, som har råd til at tage på stadion. Fodboldkampe bør være meget mere tilgængelige, især nu hvor rigtig mange spaniere kæmper med økonomien. Fodboldforbundet kender jo udmærket til situationen, så hvis de virkelig ønsker at støtte og promovere spansk fodbold, så er de nødt til at give sporten tilbage til folket.

I den evige stræben efter at slå spansk fodbold fast på den internationale scene har de givet afkald på den fortryllende atmosfære, som de lokale fans skabte tidligere. Stemningen på stadion var ubeskrivelig, fordi folk så passioneret støttede deres lokale hold. Og hvad skete der så? Priserne steg. Tiden med Joan Gaspart som klubbens præsident havde selvfølgelig også sine konsekvenser. Det var årene fra 2000 til 2003, og jeg siger dig, at det uden tvivl var de værste år i mit liv. Men ja, jeg tænker ofte tilbage på, hvordan stemningen på Camp Nou var under en fodboldkamp, før tiden med Joan Gaspart.

For mig er fodbold ikke en politisk sag, men man er også nødt til at huske på, at Cataloniens kamp for uafhængighed går meget langt tilbage. Cataloniere er meget stolte af deres normer, sprog og historie – jeg er stolt af at være catalonier. Jeg føler mig 100 % catalonier, men jeg føler mig også 100 % spanier. Jeg siger ikke, at jeg ikke kan forstå de personer, som kæmper for uafhængighed. Det kan jeg helt sikkert.

Hvad har det med fodbold at gøre, spørger du så. Under Franco-diktaturet blev cataloniere voldsomt undertrykt, og det blev forbudt at tale catalansk offentligt. Det der så skete var, at Camp Nou under diktaturet blev et sjældent offentligt rum, hvor man kunne udtrykke sig frit. Det blev et tempel, hvor man kunne udtrykke, hvad man følte og sige, hvad man tænkte. Folk tog simpelthen på stadion for at tale catalansk. Sådan var det i mange år, og med tiden blev FC Barcelona et politisk symbol. Så ja, det er lidt af historien bag, men hvis det stod til mig, burde man altid holde fodbold og politik adskilt.